Helt nye fællesskaber pibler frem i DIF-idrætten. (Foto: Danmarks Idrætsforbund)

Cranks & Coffee, Cold Hawaii, ByGirls hos fodboldklubben BK Skjold og Whisky & Wake. De seneste år er der vokset nye idrætsfællesskaber op rundt i landet, hvor deltagerne i højere grad knyttes sammen rundt om selve aktiviteten gennem fællesskaber på sociale medier, med sociale arrangementer og med merchandise som sokker, caps og kaffekopper med fællesskabets visuelle identitet.

DIF (Danmarks Idrætsforbund) har med det nye initiativ DIF x Community sat sig for at sætte yderligere strøm til de nye typer af fællesskaber.

”Der vokser enormt stærke idrætsfællesskaber op ude i foreningerne men også uden for. Fællesnævneren for dem er, at medlemmerne føler en høj grad af tilknytning og identifikation med fællesskabet og miljøet rundt om selve idrætten. Vi vil meget gerne blive klogere på fællesskaberne og undersøge, om vi kan understøtte foreninger i at arbejde mere community-orienteret. Det kræver, at vi er villige til at være mere eksperimenterende i vores tilgang,” siger Thomas Bach, der er næstformand i DIF.

Nye fællesskaber

Der er i første omgang knyttet otte idrætter med hver tre foreninger til DIF x Community. Én af de deltagende foreninger er Aalborg Vandski Klub, der håber at finde inspiration til en meget konkret problemstilling:

”Vi glæder os til at komme i gang og blive inspireret af aktører både indenfor idrætten og udefra. Som sæsonidræt har vi længe tænkt på at lave nogle tiltag, der kan forlænge sæsonen i begge ender. Og det er ikke nok med en julefrokost eller en tur i svømmehallen, vi skal have nogle aktiviteter, der er knyttet til vores miljø og fællesskab,” siger Natasja Holm Jensen, der er formand i Aalborg Vandski Klub.

De deltagende foreninger mødes første gang 31. maj og 1. juni til en inspirationsweekend med besøg hos en lang række aktører, der er stærke inden for community-fællesskaber og er dygtige til at udvikle inspirerende aktiviteter.

Formålet med DIF x Community:

  • Hjælpe nye typer af aktiviteter ind i foreningerne
  • Udvikle en ny form for studieforløb med stort fokus på praksis
  • Tiltrække flere medlemmer
  • Engagere nye typer af frivillige
  • Skabe mere energi i foreningerne

De deltagende idrætter er:

  • Beachvolley
  • Basketball (3×3)
  • Surf & Sup
  • Wakeboard og vandski
  • Ski
  • Cykling
  • Bouldering
  • Skate
[Annonce]